Vedtægter

VEDTÆGTER FOR
Bredfjed Grundejerforening

 

Foreningens navn:
Foreningens navn er Bredfjed Grundejerforening.
Foreningens hjemsted:
Dens hjemsted er Bredfjed, 4970 Rødby, Lolland.
Medlemskab:
Enhver ejer af et matrikelnummer inden for lokalområdet Bredfjed, har ret og pligt til at være
medlem af foreningen, som er dannet ved sammenlægning af de to forhenværende
grundejerforeninger, Bredfjed Grundejerforening Rødby og Søndre Bredfjed Grundejerforening.
Ved sammenlægningen indgår begge de sammenlagte foreningers medlemskreds automatisk som
medlemmer i denne forening, ligesom samtlige de sammenlagte foreningers aktiver og passiver
samt rettigheder og forpligtelser indgår i denne forening.
Det påhviler ethvert medlem, som afhænder sit matrikelnummer, at meddele dette skriftligt til
foreningens bestyrelse inden 30 dage efter aftalens indgåelse. Underretning om navn og adresse på
den nye ejer skal indgå i den skriftlige meddelelse.
I forbindelse med overdragelse af et matrikelnummer til anden ejer, overgår også retten og pligten
til medlemskabet af denne forening til den nye ejer, der yderligere samtidig indtræder i alle øvrige
rettigheder og pligter, herunder også til at blive medejer af foreningens eventuelle formue og til at
hæfte for dens gæld. Det udtrædende medlem er dog ikke frigjort for sine forpligtelser før den nye
ejer skriftligt har tiltrådt sit medlemskab af foreningen.
Formål:
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser i form af
• ejerskab til fællesarealer,
• drift og vedligeholdelse af fællesarealer, inkl. veje og stier
• bekostning og vedligeholdelse af fælles drænledninger mm
• alle øvrige fælles forhold, og
• at påse medlemmernes overholdelse af de dem påhvilende forpligtelser i medfør af
vedtægter, reglementer, servitutter, deklarationer og andre lovligt fastsatte bestemmelser.
Hvorvidt et forhold henhører under foreningens varetagelse afgøres i første instans af foreningens
bestyrelse, med adgang for medlemmerne til at tage forholdet op til endelig beslutning på en
generalforsamling.
Kontingent:
Medlemmerne betaler et kontingent, hvis størrelse og betalingsvilkår fastsættes af den årlige
generalforsamling. Som grundlag for behandlingen af dette punkt på generalforsamlingens
dagsorden, forelægger bestyrelsen et budget for det kommende år.
Værneting:
Foreningens værneting er hvor Bredfjed lokalområdes værneting er beliggende.
Myndighed:
Foreningens øverste myndighed er dens Generalforsamling.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år sidste lørdag i juni måned i Bredfjed.
Indkaldelse skal ske skriftligt – evt. ved anvendelse af medlemmernes email-adresse – med mindst
2 uger og højst 4 ugers varsel, og med angivelse af dagsordenen, der skal indeholde mindst følgende
punkter:
1. valg af dirigent, referent og stemmetællere
2. bestyrelsens beretning
3. godkendelse af det forelagte sidste års regnskab
4. godkendelse af budget og fastsættelse af kontingent for det kommende år
5. indkomne forslag
6. valg af bestyrelsesmedlemmer for tre år ad gangen.
7. valg af 2 suppleanter for et år ad gangen
8. valg af revisor for to år ad gangen og revisorsuppleant for et år ad gangen
9. eventuelt.

Forslag til behandling under punkt 5 skal være formanden i hænde senest 4 uger før
generalforsamlingen, i skriftlig og begrundet form.
Generalforsamlingen kan vedtage regulativer for vedligeholdelse, adfærd og lignende med bindende
virkning for medlemmerne.
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes efter bestyrelsens vedtagelse, eller hvis mindst 25
medlemmer skriftligt anmoder bestyrelsen herom.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 2 uger efter anmodningens
modtagelse til afholdelse senest 3 uger senere. Indkaldelse sker på samme måde som for ordinær
generalforsamling.
Valg til bestyrelsen gælder for 3 år af gangen.
Ved første valg efter sammenlægningen og vedtagelsen af disse vedtægter på generalforsamlingen,
vælges alle 7 medlemmer. Ved næstfølgende 3 ordinære generalforsamlinger afgår henholdsvis 2, 2
og 3 bestyrelsesmedlemmer, efter bestyrelsens beslutning.
På generalforsamlingen har ejeren af hvert selvstændigt matrikelnummer én stemme, hvorved et
medlem, som ejer flere matrikelnumre, kan have mere end én stemme. En person kan dog højst
have tre stemmer uanset antallet af matrikelnumre.
Stemmeret udøves af personligt fremmødte medlemmer eller anden person med fuldmagt fra
medlemmet. Anden person kan alene udøve stemmeret for eet medlem. Fuldmagt afleveres til
dirigenten ved generalforsamlingens begyndelse.
Valgbarhed på generalforsamlingen til diverse tillidshverv, kan ligeledes opnås af medlemmernes
ægtefæller eller samlevere, såfremt disse møder frem på medlemmets vegne og medbringer
fuldmagt fra medlemmet.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte, med mindre disse
vedtægter fastsætter andet.
Afgørelser træffes ved afstemning, der af ét medlem kan kræves skriftligt afholdt. Ved
stemmelighed bortfalder forslaget.

Bestyrelsen:
Foreningen administreres og ledes mellem generalforsamlingerne af den valgte bestyrelse.
Bestyrelsen konstituerer sig selv af sin midte straks efter valget med formand, næstformand,
kasserer og sekretær.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig med mindst 4 af dens medlemmer som deltagere.
Bestyrelsesmedlemmer modtager ikke vederlag for deres hverv, men er kontingentfri..
Bestyrelsesmedlemmer kan dog efter generalforsamlingens beslutning modtage vederlag for særligt
pålagte opgaver, ligesom godtgørelse for det enkelte medlems udlæg til rejser, kontorhold og
lignende kan refunderes efter bestyrelsens egen vedtagelse og fastsættelse af omfanget heraf.
Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden i forening med ét bestyrelsesmedlem mere.
Under den økonomiske administration tegnes foreningen dog af kassereren eller formanden.
Ved køb og salg af fast ejendom, samt ved pantsætning eller låneoptagelse tegner dog kun den
samlede bestyrelse.
Bestyrelsen fastsætter selv omfanget af sin mødevirksomhed samt sin forretningsorden.
Over bestyrelsens møder, forhandlinger og vedtagelser skriver sekretæren referat. Referatet sendes
efterfølgende til de enkelte bestyrelsesmedlemmer, enten viae-mail eller pr. post. Medlemmerne
meddeler sekretæren eventuelle indsigelser, og det endelige referat fremlægges på efterfølgende
bestyrelsesmøde til godkendelse og underskrift. Referaterne gemmes i foreningen til stedse.
Ethvert medlem har ret til at få protokolleret eventuelle særstandpunkter.

Regnskab og revision:
Foreningens regnskabsår løber fra 1. april til 31. marts det følgende år.
Regnskabet føres af eller under kassererens ansvar, idet bestyrelsen kan beslutte at ansætte en
regnskabsfører uden for bestyrelsens midte
Udgifter kan først afholdes efter at kassereren eller formanden har anvist dem til udbetaling.
Ethvert bestyrelsesmedlem har krav på at få forelagt enhver ønsket oplysning om foreningens
økonomi på det næstfølgende møde efter anmodningens fremsættelse.
Den valgte revisor har pligt til mindst én gang årligt, og i øvrigt til enhver tid efter eget skøn, at
foretage et uanmeldt kasseeftersyn.
Revisoren har i øvrigt adgang til alle dele af foreningen protokoller, korrespondance, dokumenter
og arkiv, og endvidere ret til at indhente enhver relevant oplysning om foreningens forhold fra såvel
kassereren og den øvrige bestyrelse som fra tredjemand.
Revisoren reviderer årsregnskabet før dets forelæggelse for bestyrelsen. Regnskabet skal forelægges
revisoren senest 15. maj og revisionen skal være afsluttet senest 1. juni.
Revisoren afgiver en påtegning med eventuelle bemærkninger på det regnskab, der forelægges
bestyrelsen og efterfølgende generalforsamlingen.
Vedtægtsændringer:
Foreningens vedtægter kan kun ændres på en generalforsamling med mindst 2/3 af de
repræsenterende tilstedeværende medlemmer stemmende for forslaget.
Foreningens ophør:
Foreningen kan kun vedtages opløst efter vedtagelse på en generalforsamling, hvor mindst ½ af de
repræsenterende medlemmer er til stede og mindst 2/3 af disse stemmer for opløsningen.
Er mindre end halvdelen af de repræsenterende stemmer til stede, men 2/3 af de afgivne stemmer er
for opløsningen, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling senest 14 dage efter. På denne
ekstraordinære generalforsamling kan flertallet af de fremmødte vedtage opløsningen.
Ved den generalforsamling hvor opløsning vedtages, skal endvidere træffes beslutning om
anvendelse af foreningens formue og berigtigelse af dens forpligtelser.

Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling afholdt den 27. august 2005.
Ændringer vedtaget på ordinær generalforsamling 27.06.09. Ændringer vedtaget på ordinær generalforsamling 24.06.17