Glædelig jul og godt nytår

Grundejerforeningen ønsker alle medlemmer en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Som det efterhånden er nævnt mange gange, har 2020 været et højst usædvanligt og uforudset år grundet covid 19. Selvom det ser ud til at lysne med en forhåbentlig snarlig vaccine, må vi nok indstille os på, at vi skal et godt stykke ind i 2021, før vi kan have en nogenlunde normal situation. Vi satser på nuværende tidspunkt på, at vore planlagte arrangementer kan gennemføres, men vi tager hele tiden højde for situationen og følger myndighedernes anbefalinger.

Her op til jul har vi fået renoveret Annemonevej, så vi forhåbentlig undgår de mange huller, belastningen af vejen gennem mange år har afstedkommet. Som der tidligere har været redegjort for, har vi været usikre på, hvilken reparation, der vil være mest hensigtsmæssig for vejens stand i forhold til de ressourcer vi nu og i fremtiden kan og vil bruge. Vi har fået foretaget fræsning og afretning af vejen, som vi håber, vil være en god løsning. Hvis det viser sig, der skal mere til, ser vi selvfølgelig på det, så vi i lang tid kan have en vej, der virkelig fungerer.

Vi er også i fuld gang med at etablere en ny legeplads på fællesarealet ved Laden som besluttet af generalforsamlingen i september. Vi skal have byggetilladelse og nogle andre praktiske forhold på plads, men vi satser meget på, at legepladsen er færdig til påske, hvor foråret og et coronafrit samfund forhåbentlig har indfundet sig.

Lige til sidst et lille hjertesuk. Bestyrelsen har jævnligt sat muldvarpefælder op på vore fællesarealer. Desværre har vi oplevet et par gange, at disse fælder er blevet fjernet. Fælderne er opsat af en person, der er autoriseret hertil, så lad dem venligst blive stående. Uanset om man er tilhænger eller modstander af muldvarpe er en sådan handling selvtægt, der ikke hører nogen steder hjemme. Den eller de personer, der har fjernet fælderne, må meget gerne levere disse tilbage. Det kan ske anonymt ved eksempelvis at lægge dem under halvtaget ved Laden, så Grundejerforeningen ikke skal investere i nye fælder.

Med disse formanende ord ønsker bestyrelsen medlemmerne en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv og hinanden, så vi kan gå et trygt år i møde.

Vi ses i Bredfjed i 2021 og til grundejerforeningens arrangementer.

Mange jule- og nytårshilsener

Jens Ahm
Formand
Bredfjed Grundejerforening