FORRETNINGSORDEN FOR BESTYRELSEN I BREDFJED GRUNDEJERFORENING

Denne forretningsorden fastlægger bestyrelsens kompetencer omkring anvendelsen af Bredfjed Grundejerforenings økonomiske midler i arbejdet med pasning og vedligeholdelse af grundejerforeningens veje, fællesarealer, foreningshuset ”Laden” m.v.

Bestyrelsen for Bredfjed Grundejerforening varetager, under ansvar over for foreningens generalforsamling, den løbende vedligeholdelse af grundejerforeningens veje og grønne områder samt inventar på grundejerforeningens fællesarealer såsom legeområder, badebro m.v. Beslutninger herom træffes alene ud fra en helhedsorienteret og saglig synsvinkel.

Midlerne hertil fremgår af foreningens budget, der vedtages ved den årlige ordinære generalforsamling. I forbindelse med vedtagelsen af budgettet redegør bestyrelsen for de arbejder, budgettet påtænkes anvendt til.

Bestyrelsen er berettiget til inden for budgettet at anvende alle nødvendige midler til den løbende pasning og vedligeholdelse af ovennævnte områder. Bestyrelsen er endvidere berettiget til, inden for den samlede budgetramme, at omfordele de enkelte budgetposter, såfremt det er mest hensigtsmæssigt i forhold til udførelse af de nødvendige opgaver. Bestyrelsen er forpligtet til at administrere så økonomisk forsvarligt som muligt, og kun sætte de vedligeholdelses opgaver i gang, der er nødvendige for, at Bredfjed Grundejerforening fremstår dels velvedligeholdt, og dels opfylder sine forpligtelser i form af overholdelse af gældende lovgivning på vej- og miljøområdet m.v. og kommunale bestemmelser i form af lokalplaner, servitutbestemmelser m.v.

Varige investeringer og nyanlæg omkring ”Laden”, veje og fællesarealer skal vedtages på en generalforsamling, hvor bestyrelsen eller enkeltmedlemmer af grundejerforeningen kan fremsætte forslag herom til beslutning. Forslaget skal være beskrevet på en sådan måde, at generalforsamlingen kan tage stilling til såvel de arbejdsmæssige- som økonomiske konsekvenser af forslaget. Generalforsamlingen kan endvidere beslutte, at bestyrelsen kan arbejde videre med et forslag, og eventuelt bevilge et rammebeløb til gennemførelse af forslaget.

Bestyrelsen er dog berettiget til at iværksætte ombygningsarbejder, når det sker efter påkrav fra myndigheder eller ud fra et sikkerhedsmæssigt hensyn eller lignende. Bestyrelsen skal efterfølgende redegøre for de nødvendige tiltag i sin beretning på foreningens generalforsamling.


Vedtaget på foreningens generalforsamling den 28. august 2021